Den nye generalsekretær Karen Ellemann vil se resultater
Et effektivt nordisk samarbejde som giver resultater. Det er den vigtigste ambition for Nordisk Ministerråds nye generalsekretær, Karen Ellemann. Vejen dertil går via holdarbejde.
Karen Ellemann fra Danmark tiltrådte som generalsekretær for Nordisk Ministerråd ved årsskiftet. Og det er helt tydeligt, at hendes tilgang til det nye job er præget af stor entusiasme.
Ellemann kalder det selv et drømmejob. Det vidste hun allerede, da stillingen blev slået op.
– Da jeg læste jobannoncen, og jeg så, hvad man søgte, syntes jeg, at der stod Karen overalt. Opgaven er så inspirerende og vigtig. Derfor søgte jeg jobbet. Det nordiske samarbejde er vigtigere end nogensinde, og for mig er et stærkere samarbejde svaret på de udfordringer, som vi står overfor. Vi kan løse så meget, hvis vi arbejder sammen.
Karen Ellemann har et godt kendskab til Norden i forvejen. Hun har både været minister for nordisk samarbejde i Danmark og medlem af Nordisk Råd. Men det er flere år siden, at hun selv har været aktiv inden for det nordiske, så hun vil vente med en programerklæring. – I de første hundrede dage vil jeg tillade mig at lære det nordiske felt at kende. Jeg vil besøge folk, lytte til dem og møde medarbejdere i institutionerne og andre samarbejdspartnere. Det er vigtigt for mig at høre andres syn på tingene, så jeg kan danne mig en bedre opfattelse af det nordiske samarbejde.
Læs hele artiklen på norden.org
Fotograf: Mathilde Schmidt