08. januar 2023

Anmeldelse af Ódjór af Silja Aldudóttir

Nordens Hus danner ramme om et anmelderværksted, ledet af Paula Gaard, ph.d. i litteraturkritik. Her mødes otte skribenter én gang om måneden for at diskutere og give feedback på hinandens anmeldelser. 

At bide sig selv i halen

Anmelder: Helle Thede Johansen 

At bide sig selv i halen Boganmeldelse Helle Thede Johansen Misforståelser, fejltagelser, ensomhed og problematiske år som pre-teenager, er nogle af de temaer, der præger romanen ”Ódjór”, som er skrevet af den færøske forfatter, Silja Aldudóttir. Romanen handler dog om så meget mere. Den handler om monstrene, der af og til stikker hovedet frem fra vores indre, men også om de udyr og bæster, som findes rundt om os.

Omslagets illustration viser et sort væsen med sylespidse tænder og romanens titel, står med rystende skrift over dets hoved, på en blodrød baggrund. Bagsiden er sort og illustrationen viser silhuetten af en pige med rygsæk på, omgivet af et gab med skarpe tænder. Hvorvidt synsvinklen er inde fra et udyrs gab og ud, eller om vi ser pigen, inde i et monsters røde svælg, er op til læseren at dømme, men der skabes helt klart en forventning om, at der er tale om en gyser.

Der er da også tale om en spændingsroman, for læsere i tween-aldersgruppen 10-13 år, ifølge forlagets klassificering. Ikke helt så skræmmende, som omslaget giver indtryk af, men spændende er den og den kan sagtens læses af alle aldersgrupper, for der en dybde i den, en samfundskritik, en økokritik og eksistentielle spørgsmål, der giver stof til eftertanke og forhåbentlig om-tanke.

”Ódjór” er udgivet af det færøske forlag; Bókadeild Føroya Lærarafelags/BFL, i 2022. Den færøske billedkunstner, Bárður Dal Christiansen, har illustreret bogens omslag samt de 14 sort/hvide illustrationer, der visualiserer og supplerer teksten.

Dyriske facetter
Ligesom kloaker under de fleste byer har et indviklet netværk, har denne roman flere lag, der fletter sig ud og ind mellem hinanden. Der er venskaber, som kommer og går. Der er vandet, som skaber oversvømmelser og rotter, der vrimler og forsvinder. Der er dog en begyndelse, der hvor åen løber gennem den hyggelige plantage og forsvinder ind under asfalten, og en slutning, der hvor åen løber ud i havet.

Læseren kastes, ”in medias res”, ind midt i begivenhederne, ind på skolebiblioteket, hvor vi får fornemmelsen af at hovedkarakteren, Asta, sidder med antennerne ude, usikker og utilpas. Uden varsel bliver hun over-dænget med en stak bøger, hvorefter hun hører de grinende klassekammerater løbe bort. Hendes gode barndomsven, Uni, er iblandt dem. Asta sidder alene tilbage, såret på krop og sjæl.

I næste kapitel kæmper en rotte mod strømmen i det slimede kloakvand, blandt iturevne aluminiumsdåser og flossede stykker presenning nede i kloakrørene, da et skvulp pludselig sender den tilbage. Den slynges op, klaskes mod betonvæggen og knuses i et gab med syleskarpe tænder.

Så følger vi Asta, sjappende ad byens oversvømmede gader. Byen, der med sine veje, stier, hjem og forretninger, strækker sig op i udmarken, helt derop, hvor ravnene afventer byens næste udbrud af vokseværk. Hun drejer ind i plantagen, og da hun passerer åen, der hvor det skummende vand forsvinder ind under vejen, mærker hun en lugt af råddenskab. Hastigt sniger hun sig bort fra stien og ind mellem træerne. Her mødes hun af duften af mos og fugtig muld. I ly af den tætte bevoksning, kravler Asta op i et træ, op i hulen, som hun har bygget af sin fars valgplakater og visne grene. Her søger hun ind, når hun har brug for at tænke, trang til at få fred og behov for blot at være. Hendes hemmelige sted.

Bid for bid får vi små brudstykker af fortiden, og begynder så småt at få indsigt i, hvorfor Asta og drengen Uni ikke længere er tætte venner. Der skete noget, da Uni begyndte at komme sammen med Kristine, for Kristine kunne ikke acceptere, at Uni havde en pigeven. Da de to piger, Asta og Kristine, en vinterdag står ansigt til ansigt, og Kristines magtposition er i fare, kommer udyret op i hende. Kristine reagerer ved at håne Asta med en udtalelse, der er så ondskabsfuld og sårende, at Asta´s indre monster eksploderer.

Sideløbende med Asta´s søgen efter hvem hun er, hvad hun kan og vil i forhold til andre, samt kampen for at blive accepteret, som den hun er, flettes hendes observationer af, at der sker noget urovækkende under byens huse og veje. Pludselige oversvømmelser trods tørkeperioder, rotter, der jævnligt vrimler i gaderne samt rystelser i undergrunden, indikerer at noget murrer under overfladen.

Handlingen skvulper konstant frem og tilbage med bølgende følelser, skiftende mellem tillidsfuld glæde og monsterdræbende skuffelser. Vi mærker dog ikke helt disse følelser. Især mangler jeg at være med i mødet mellem Asta og Uni, hvor de efter lang tids akavet omgåelse af hinanden, bliver nødt til at mødes, for at indgå aftale om gruppearbejde. Det må have været et møde med kaotiske og skelsættende følelser.

Ganske vist får vi i teksten fortalt, hvad Asta oplever, tænker og føler, men dét, at der fortælles i tredje person, er med til at skabe en distance. Vi er ikke rigtig med Asta, her og nu. Vi kommer ikke helt ind under huden på hende, som vi kunne have været, hvis historien blev fortalt i første person og vi havde oplevet det hele igennem Asta. Vælges jeg-fortæller-formen, vil det dog begrænse fortællerens muligheder for at beskrive hovedkarakterens ydre liv. Ethvert valg medfører begrænsninger, og andre muligheder.

Skvulpende fremdrift
Noget af det gode ved at læse litteratur er, at man kan opleve farlige ting og møde skræmmende udfordringer, uden reel risiko. Vi kan opdage sider af os selv, som vi frygter, eller ikke kender til, og få stof til eftertanke. Sådan en roman er ”Ódjór”.

Silja Aldudóttir mestrer gang på gang at skrive situationer frem, hvor man som læser sidder og tænker: Åh nej, hvad gør Asta nu? Eller: Hvad sker der nu? Hvad er det for et (u)dyr, hun har gået øje på? Når én udfordring bliver løst, opstår der en ny, og spørgsmålet om venskaber samt udyrets fremtid ligger hele tiden og dirrer.

Der er dog også scener, hvor jeg som læser overvejer realismen, som for eksempel da Asta, der formentlig er omkring 12 år, forsøger at finde et hul ind til den indelukkede å og dermed til det endnu ukendte væsen, uden tilsyneladende at være hverken nervøs eller bange. Men da fortællingen balancerer mellem fiktion og fantasy, eller måske cli-fi, kan alt jo ske.

Illustrationerne
De 14 grafiske illustrationer inde i bogen er alle sort-hvide. De første illustrerer bogens handling, der hvor de hører til, svagt uhyggevarslende med sorte fugle, masker eller lignende i baggrunden. Illustrationen til kapitel seks bryder dog temaet, for her ser vi silhuetten af to piger, med ansigtet mod hinanden, omgivet af slyngende grene og en hule oppe i et træ. Et romantisk billede på pigers venskab, som passer godt med kapitlets handling.

Så småt bliver illustrationerne mere diffuse og dystre. Da Asta har opdaget et dyr, inde i røret, der hvor åen løber ind under vejen og hun samtidig er bange for at miste et venskab, viser illustrationen en række sylespidse tænder, eller tremmer, eller … det er op til læseren at tolke.

Der er dog enkelte af illustrationerne, som ikke umiddelbart afspejler tekstens indhold. Her tænker jeg især på illustrationerne side 91 og 117. Jeg vil undlade nærmere beskrivelse, da det kan afsløre dele af handlingen, men personligt føler jeg ikke at disse to passer til handlingen. Men måske ligger der en dobbeltbetydning i, en tolkning, som jeg ikke kan få øje på!?

Fortidens monstre
Den indre konflikt i form af fortællingen om Asta og hendes ensomhed, det spirende venskab med pigen, Lóa, samt det problematiske forhold til drengen, Uni, og de monstre, som lurer derimellem, flettes sammen med den ydre konflikt, hvor Asta forsøger at opklare, hvorfor byens å er blevet indelukket, hvorfor der er stigende forurening og hvordan hun kan hjælpe udyret ud.

Der angives specifikke navne og stedsbetegnelser, som kan henføres til hovedstaden Tórshavn på Færøerne, så som indbygger ved jeg, hvor handlingerne foregår. Ser man bort fra de stedsspecifikke henvisninger, kan romanen dog sagtens oversættes til andre sprog, da udvikling, politik og menneskers påvirkning af naturen er allestedsværende. Tórshavn er næppe den eneste by, hvor politikere og erhvervsfolk har set sig ”nødsaget” til at indelukke og overdække en å, og samtidig måske ustabile kloaker, af hensyn til infrastruktur, industri og effektivitet, i udviklingens navn.

Endeløs
I efterordet får læseren oplyst, at rygter og sladder har spredt sig i et tætmasket net. Der findes mange teorier om, hvorfor den gamle å pludselig lå åben, ikke kun der hvor kommunen aktivt sprængte et hul, men hele vejen ud til kysten. Asta har ligget på sygehuset med forkølelse og skader, og vil intet fortælle om, hvad der virkelig er sket.

Da hun efter to ugers sygeleje kommer tilbage til skolen, fortæller læreren, at de har fået en ny pige i klassen. En pige i en gul anorak.

Vi får ikke serveret en slutning, med et endegyldigt svar på, hvem det er, der nu begynder i klassen og hvilke konsekvenser det i så fald vil have. Vi får heller ikke helt klart at vide, hvad der sker med udyret eller med byens å. Der er ingen ende. Det er op til læseren, selv at skabe slutningen, hvis der findes nogen slutning!?

Den nysgerrige og videbegærlige læser kan lede sig frem til, at overskriften på epilogen, Oroborus, henviser til symbolet, Ouroborus, der forestiller en orm, slange eller drage, som bider sig selv i halen og dermed former en cirkel. Endeløs.

Ouroborus anvendes desuden som et symbol på altings enhed, både åndeligt og materielt. Intet forsvinder, men skifter form i en uendelig cyklus af nedbrydning og genskabelse – som et naturligt miljø.

Dette styrker min fornemmelse af, at der i dette værk at tale om langt dybere tanker end blot at skrive en spændingshistorie for pre-teenagere, om et gådefuldt væsen i en å. Viden om klassiske værker og symboler samt interesse for natur og økologi syder i undergrunden.

Ódjór med økokritiske briller
Med beskrivelsen af den stinkende, skummende å, fyldt med konservesdåser og plastic, tager Silja Aldudóttir i ungdomsromanen ”Ódjór”, hul på nogle af de mange udfordringer, den antropocæne tidsalder giver; den tidsalder vi lever i nu, hvor mennesket påvirker jorden og dermed klodens fremtid.

Í ”Ódjór” beskrives åen som forurenet, og der ligger affald og flyder på stien, mens plantagen beskrives romantisk, ja næsten pastoralt, som noget smukt og trygt man kan gemme sig i. Forfatteren fremstiller miljøproblematikken på en ikke-dystopisk måde. I stedet konceptualiserer hun, hvilke effekter affald og ikke mindst gamle kloaker kan få, hvis vi ikke snart gør noget. Hun beskriver hyperobjekter, i form af fænomener, der udvikler sig over længere tid end et menneskeliv, og som vi ikke umiddelbart kan se. Ikke førend vi bliver bevidste om disse usynlige fænomener og hvilke fatale konsekvenser de kan have, kan den økologiske bevidsthed anspores og vi kan – forhåbentlig – sætte handling i gang.

På den ene side virker det som om Silja Aldudóttir med sin fortælling er tilhænger af den harmonisøgende økokritiske retning, som blandt andet den norske filosof, Arne Næss (1912-2009) var forkæmper for. Overbevisningen om, at hvis vi vender os bort fra den modernistiske og fremadstræbende tankegang, og tilbage til den oprindelige livsstil, kan vi måske bremse udviklingen. Tilbage til tiden med den åbne å og den frie natur, hvor hver familie levede af og klarede sig med det, der var i nærmiljøet.

På den anden side er der også flere udsagn og sætninger, der henleder tankerne på den dissonantiske og mørke økokritiske retning, som den engelske økokritiker, Timothy Morton (f. 1968) har skabt idéen om. Det er blandt andet sætninger i teksten som: ”Det er spørgsmålet, hvem der udrydder hvem?”, der får mig til at tænke på Timothy Mortons teori om, at alt er indbyrdes forbundet. Naturen, mennesket og teknologien er indbyrdes forbundet og kan ikke skilles ad. Intet kan overleve alene. Vi er forbundet i ”The Mesh”, i en cyklus af nedbrydning og genskabelse; Ouroborus.

Sikkert er det, at vi ikke kan blive ved med at lukke øjne og øre. Vi må, også overfor børn og unge, sætte ord på virkeligheden, på en realistisk og/eller cli-fi-præget måde, der ikke fremmaner dystopiske skræmmebilleder. Bøger, som kan få dem og os ud af den apatiske og opgivende holdning og frem til et aktivt ønske om at ville gøre noget, for at ændre vores adfærd og dermed forsinke udviklingen.

Silja Aldudóttir har med romanen ”Ódjór” på en tankevækkende måde sat ord på klimaforandringerne overfor den færøske ungdom. Forhåbentlig kan den være med til at få os mennesker til at tilpasse os klodens økosystem, inden vi bider os selv i halen.

Til toppen