30. oktober 2019

Nordisk Råds priser 2019

Ved en livetransmitteret prisuddeling i Konserthuset Stockholm tirsdag d. 29. oktober blev Nordisk Råds priser fordelt. 
Her er vinderne:

Dronningen fik Nordisk Råds filmpris 2019

Den danske film Dronningen vandt prisen for et værk, som trin for trin udforsker, hvordan en tragisk familiehemmelighed opstår som en følge af, at hybris, lyst og løgne skaber et ekstremt dilemma.

Jonas Eika fik Nordisk Råds litteraturpris 2019

Den danske forfatter Jonas Eika vandt prisen for novellesamlingen Efter Solen. Han har skrevet et værk, som præcis minder os om, hvorfor litteraturen kan andet og mere end at spejle det, vi allerede kender til.


Greta Thunberg fik Nordisk Råds miljøpris – men ville ikke have den

Den 16-årige svensker vandt prisen for at have mobiliseret millioner af mennesker verden over til at kræve handling for klimaet nu!
Greta Thunberg valgte ikke at tage imod prisen som en protest mod manglende klimahandling. Hun var ikke selv tilstede ved prisuddelingen, hvor to unge repræsentanter fra FridaysForFuture fremførte budskabet om at miljøet ikke behøver flere priser.

Gyða Valtýsdóttir fik Nordisk Råds musikpris 2019

Den islandske performer og multiinstrumentalist Gyða Valtýsdóttir fik prisen som solo-artist for sin særegne vokal, instrumentale opfindsomhed og stærkt personlige charme, som understreger værdigheden i hendes musikalske håndværk.

 

Kristin Roskifte fik Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2019

Kristin Roskifte fik prisen for billedbogen Alle sammen teller. Hun fik prisen for et værk som er anderledes og enestående inden for sin genre.

Til toppen