28. oktober 2020

Jens-Kjeld Jensen vandt Nordisk Råds miljøpris 2020

Tillykke til Jens-Kjeld Jensen, vinderen af Nordisk Råds miljøpris 2020!

Jens-Kjeld modtog prisen her i Nordens Hus 27. oktober.

Fra juryens begrundelse
Jens-Kjeld Jensen tildeles prisen for sin store indsats for at sætte fokus på mangfoldigheden i den færøske natur. I over 40 år har Jens-Kjeld indsamlet viden og beskrevet alt fra lopper, mus og fugle til fossiler, svampe og buske i de færøske fjelde.

Som selvlært forsker og formidler har han i bøger og hundredvis af videnskabelige og populærvidenskabelige artikler oplyst færinger og fagfolk, og når det har været nødvendigt, har han advaret mod den trussel, som invasive arter og indgreb i naturen udgør mod den skrøbelige færøske natur.

Jens-Kjeld Jensen samarbejder med naturforskere verden over og har været med til at kortlægge over 350 nye arter på Færøerne. Han er kendt og respekteret blandt færinger og kollegaer for sit arbejde og har endda fået en art af natsværmere opkaldt efter sig. Mange færøske børn og voksne har gennem udflugter med børnehaven eller skolen fået indblik i naturens forunderlige verden, når de har besøgt Jens-Kjelds hjem på øen Nólsoy. Derfor er det også tit ham de kommer i tanker om og kontakter, når de senere i livet finder eller ser et eller andet spændende i naturen.

Jens-Kjeld Jensens bidrag til forståelsen og bevarelsen af mangfoldigheden i den færøske natur er uvurderlig, og han er et forbilledligt eksempel på, hvor meget en ægte ildsjæl kan udrette for en mere rig natur.

Om miljøprisen
Nordisk Råds miljøpris blev indstiftet for at styrke bevidstheden om miljøarbejdet i Norden. Siden 1995 er prisen blevet uddelt sammen med de øvrige priser fra Nordisk Råd. Miljøprisen gives til en nordisk organisation, en virksomhed eller en person, som på forbilledlig vis har formået at integrere respekten for miljøet i sin virksomhed eller gerning, eller som på anden vis har gjort en ekstraordinær indsats for miljøet. Det er tredje gang, at prisen går til Færøerne. I 2006 vandt Bogi Hansen, og i 2015 var det energiselskabet SEV.

I alt var 4 færinger nomineret til nordiske priser i år
Janus Rasmussen –  musikprisen
Jens-Kjeld Jensen – miljøprisen
Oddfríður Marni Rasmussen – litteraturprisen
Rakel Helmsdal – børne- og ungdomslitteraturprisen

Vinderne af Nordisk Råds priser 2020
Litteraturprisen - Monika Fagerholm (FI)
Børne- og ungdomslitteraturprisen - Jens Mattsson(FI) og Jenny Lucander(SE)
Filmprisen - Dag Johan Haugerud og Yngve Sæther (NO)
Musikprisen - Sampo Haapamäki (FI)
Miljøprisen - Jens-Kjeld Jensen (FO)

 

 

Til toppen