Einfach kompliziert - Anmeldelse af Rannvá Holm Mortensens ”Vármjólk”

Nordens Hus danner ramme om et anmelderværksted, ledet af Paula Gaard, ph.d. i litteraturkritik. Her mødes otte skribenter én gang om måneden for at diskutere og give feedback på hinandens anmeldelser. 

Anmelder: Margretha Nónklett

Jeg blev nysgerrig, da jeg hørte, at Rannvá Holm Mortensen kalder sin nye digtsamling, som udkom den 8. marts i år, for et mælkeevangelium. Glædesbudskab om mælk – hvad handler det om?

Rannvá har selv fortalt i kulturprogrammet Nón, at digtet handler om forholdet mellem kvinden og naturen. Kvinden er natur, og naturen er kvinde. De giver begge to liv og er begge truede. Naturen bliver udpint og forurenet og kvinden puttet i kasser, som ikke tager hensyn til hendes biologiske natur for eksempel i forbindelse med graviditet og amning.

Derfor skrev hun et Mælkeevangelium, som fejrer kvinden og hendes biologi. Hun sammenligner kvinden med naturen, som heller ikke har gode vilkår i dagens samfund.

Da jeg hørte dette, tænkte jeg, at det lyder som et ’livmoderfeministisk’ projekt. Det ikke særlig flatterende ord ’livmoderfeminister’ bliver brugt om feminister, der tillægger biologiske forskelle på kønnene og de særlige erfaringer knyttet til moderskabet stor vægt . De mener, at prisen for kvindernes frigørelse har haft alvorlige følger for familielivet og er gået ud over børnene. De vælger derfor at gå hjemme med børnene og tage sig af omsorgsopgaver.

Livmoderfeminister bliver derfor ofte kritisererede for at bombe ligestillingskampen tilbage i tid, fordi de udpeger kvinden som den, der skal tage ansvaret på sig for skævheden på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt.

Et øjeblik var jeg i tvivl, om ”Vármjólk” bygger på dette, i min optik, noget forsimplede budskab. Men da jeg læste Vármjólk føltes det lige omvendt - einfach kompliziert. Digtet vækker fantasi og følelser og tager mig med på en rejse gennem jegets liv og årstider. Jeget er mor og også så meget andet. Jeg følger hende om vinteren, når tilværelsen føles kold og tung, og når aprilsolen igen titter frem med sin lune brise. Jeg sørger sammen med hende og glædes, når hun mod slutningen finder sit nye ståsted. Og jeg finder selv trøst.

Kroppen, naturen og saltbalancen
Vi kender bedst Rannvá Holm Mortensen som billedkunstner og skulptør. Hun udgav sin første digtsamling ”Sólsmakkur” i 2018. Værket voksede ud af den store sorg og hjælpeløshed, som hun oplevede, da hendes ældste barn blev psykisk syg. Inspirationen til dette digt fik hun, da hun sammen med kunstneren Guðrið Poulsen arbejdede med installationen “Salt Jarðarinnar – Jarðarinnar Salt” (Salt jordens - Jordens salt). Installationen handlede om kroppen, naturen og saltbalancen. ”Vármjólk” handler også om disse elementer. Og om salte have, som også er indeni os selv. Kroppen og biologien fylder meget i digtet, og Rannvá skriver om oplevelser, som er knyttet til kvindekroppen. Om at være gravid, at føde og tiden efter fødslen med amning. Om mælken, som løber til, ømme brystvorter, stoppede mælkekirtler og sting, som spænder. Om begær og overgangsalderen, som kommer snigende med søvnløshed og kropsligt forfald. Jeg har ikke set dette beskrevet så direkte i færøsk litteratur før.

Epos
Vármjólk er et langt episk digt med 94 strofer, som står på hver sin side. Rannvá har selv illustreret omslaget og bogen. Den sorte illustration på forsiden har en grafisk form, som minder om en livmoder. Eller en trekant. Indeni er der tegninger af det, som digtet handler om. Et hjerte, sædceller, livmoder, en barnevogn, en dukkearm, en stjerne, et træ og andet.

Digtet er printet på mat genbrugspapir, som skaber et lækkert helhedsbillede. Man kan se, at digteren også er billedkunstner og vant til at arbejde grafisk.

Stemningen i digtet er mørk og melankolsk. Vi får følelsen af noget foruroligende allerede i første strofe:

“Tilvitskutesk / djúpt / innan úr rænum / orkestrerað / av gomlum dreymum um eymleika / einglarnir / eru stillir sum sunnudagar / bróstini harðnað / av gloymdari vármjólk [...]”.

I det færøske folkevisesprog er et ’ræ’ en død krop, og vi forstår, at jeg-personen er gået i stå både kropsligt og følelsesmæssigt. Brysterne er tilstoppede med glemt modermælk, som står i kontrast til beskrivelsen i strofe 46, hvor brysterne var fulde af løbende vårmælk, og den første mælk fossede ud.

Jeget, en moden kvinde, husker tilbage og sætter ord på svære situationer og følelser, både dengang og nu. Barnet fylder også meget i dette digt: “[...] mín longsul / eftir tær barn / kloyvir fjøll” (min længsel / efter dig barn / kløver fjeldene), (strofe 38).

Vi fornemmer sorgen og længslen gennem hele digtet, ligeledes skammen og følelsen af ikke at strække til. Tankerne om det fuldkomne barn. Meningsløsheden og det, som ikke er længere. Manglende nærhed og elskov. Den aldrende krop, som ikke kan give liv længere, og som er usynlig i samfundet.

Jeget spørger i strofe 45: “hvat sær tú / tá tú sær meg / sær tú / mítt innara klædnaskáp / har innast inni / hanga mínar mjadnar / mín miðja [...]”. Og videre: “leingist / eftir tínari hond um mín nakka / eg sovi ikki longur / láni náttini annað eygað / goymi hitt / í tínum skjúrtulumma”.

Livet og livssituationerne bliver beskrevet gennem årstiderne. Jeget spirer frem om foråret og blomstrer om sommeren. Hun er fertil og kan skabe liv:

“í mær / havi eg eina dukandi verksmiðju / av yndi anga og tíð / tann fínasta rørskipan / leiðir til loyndarfullar oxytocinheimar / og ørandi dna-skipanir [...]” (strofe 28).

Når efteråret og vinteren kommer, begynder livet at gå nedad:

“molin bíðar okkum / sum eitt lyfti / gev mær heysti / við vátum floymi / áhaldandi / rennandi / niður eftir vindeyganum / trappan / í mínum kroppi /manglar fleiri trin / tosi við skuggarnar / og myrkrið í kjallaranum” (strofe 10)

Det hellige Mælkeevangelium
Den melankolske stemning forandres, når vi nærmer os slutningen af digtet. Fra at sanse svigt begynder jeget nu at sanse liv og mælk: “ókend mjólkarhøv / hava tikið seg upp á heimskortinum / skaka radarar og satellittar [...]” (strofe 66).

Jeget aner nye muligheder og kommer til kræfter igen:

“títt andlit / fjalt / í mínum sorgblíða trýkanti / opnar longsul / sum píkar
nýggj evangeliir verða skrivað / við beiskari móðurmjólk
leggi klæðini / snórabeint í bunkar / diagonalt horn í horn /
mjólkin dryppar enn / mítt pass sigur 70
mín hond / um pensilin / perfekt samanspælandi brósk / og óendaligar ætlanir” (strofe 75)

En ny fase er startet. Mælken er ikke længere symbol på fertilitet i biologisk forstand, men på ånden og sindet, som er vågent og tændt. Ordet bliver det daglige vitaminindskud, og hun skaber nyt liv med penslen og ordene: “eti orðabøkur / svølgi og jótri væl / og spýti út nýggjar koplingar” (strofe 50).

Der er fem illustrationer i bogen. Illustrationen i slutningen af Mælkeevangeliet er meget direkte. Vi ser mælkehavet, flydende bryster, fabrikken og kvinden, som sprøjter mælk ud. Jeg er i tvivl, om det er nødvendigt med illustrationerne. I hvert fald så konkrete illustrationer. Teksten står så stærkt, at jeg for længst har gjort mig mine egne indre billeder af mælkehavet og alt det andet.

Naturens livmoder
Naturen er nærværende igennem hele digtet, og grundstofferne er både i naturen og i os mennesker.

Í strofe 47 er vi del af en kosmisk fødsel: “leyp / út í mítt mjólkahav / kenn mítt hvíta favntak / søtt og súrligt um somu tíð / kosmiskir mjólkakertlar / tamba hválvið / uttasta hinnan er um at bresta / verkirnir eru byrjaðir / føðingin / til tað stóra frumbuldrið er byrjað / tíðin / vil endurføða seg sjálva”.

Jeget føler en stærk forbindelse med ’verdens hundyr’ og også træerne, som er hendes ’barkprydede søstre’, der ’deler samme gren’.

De er alle livgivende: “rámjólkin rennur / úr blómustelkum / og øllum kvenndjórabróstum [...]” (strofe 63), og digteren takker moder jord for at føde os og tilbyder sin støtte: “takk móðir jørð / at tú deilir tína mjólk við okkum / lat mín strong / av konsonantum og vokalum verja teg / vera tín koddi og svørð” (strofe 82).

Digtet har i den forstand stærke rødder i økofeminisme. Ifølge økofeminismen har patriarkalske samfund altid undertrykt og udnyttet kvinden. Og i vores del af verden har den patriarkalske samfundsstruktur også undertrykt, udnyttet og domineret både naturen og det globale syd. Økofeminisme ønsker at gøre op med den krænkende, patriarkalske samfundsstruktur og erstatte den med en verden uden krænkelse og undertrykkelse af naturen, kvinder, dyr og alle andre mindreværdige.

I Vármjólk bliver jeget ét med naturen. Hun var basalt og tuf, blev en fisk og genfødes til sidst som et træ: “[...] eg endurføðist / sum súreplatræ/við øgiligum rótum/kíli greinar út/og festi eygu í børkina/í mínum skugga / droyma fuglar og børn / á mínum greinum / vaksa kunnskapsins súreplir” (strofe 89)

Denne reinkarnation kan fortolkes som en (sjæle)rejse, hvor jeget går igennem livet og til slut siger farvel til ungdommen og fertiliteten. Hun har fundet et nyt ståsted: “eg / standi still her / elski regnið / eingin / varnast meg / skunda sær framvið / eg haldi fram / at vagga í vindinum / bara vagga / til eg doyggi” (strofe 93).

Vi slutter samme sted, som vi begyndte. Men nu har jeget accepteret sin situation. Hun har godtaget, at sorg, aldring og forfald er en naturlig del af livet, som ikke bør lindres med smertestillende medicin.

Historier om forrådnelse og evig fornyelse  
Jeg ser mange udviklingshistorier for tiden med billedsprog fra dyre- og planteverdenen. Historier, hvor naturens kredsløb på en eller anden måde tilbyder trøst og perspektiv - og et alternativ til det evige liv i kristen betydning. Formuleringen “søgur um rot / og æviga endurnýggjan” (historier om forrådnelse / og evig fornyelse) i strofe 53 illustrerer dette kredsløb. Det er en smuk tanke, at vi mennesker er en del af naturens kredsløb. At vi kan blive et frugttræ, når vores egne frugter slipper op. At vi kan finde fred med at stå stille og vugge i vinden, mens nye generationer skynder sig forbi uden at lægge mærke til en. Jeg ved ikke, om det er en forudsætning, at man ikke længere er helt ung for at opleve dette stykke så stærkt, som jeg gjorde?

Den svære balance
Forherligelsen af kvinden og hendes evner til at føde børn og amme kunne sagtens blive for meget af det gode. Kvinden bliver let reduceret til sin biologi, og hendes værdi bliver knyttet til det at være mor og omsorgsperson. Jeg synes dog, at Rannvá formår at finde balancen mellem det politiske projekt og det dybt personlige og poetiske. Budskabet er ikke enkelt eller begrænset til en bestemt isme. Kapitalisme- og vækstkritikken er tydelig (og tiltrængt), men den skygger ikke for de begivenheder og oplevelser, som er afgørende for jeg-personen. Hendes søgen efter mening i dette ’kroniske liv / med sin meningsløse brod” (strofe 77), som kan opleves specielt meningsløst og svært, når man kommer ud for voldsomme hændelser. Om den sårbare tid, mens man er gravid og tiden bagefter. Om sliddet med at få arbejde og familieliv til at gå op i en højere enhed. Om det at miste værdi som kvinde, når sommeren slutter, og om at genfinde sig selv. Dette er grundlæggende livsvilkår, som mange kan genkende og spejle sig i, men som meget sjældent bliver belyst i færøsk litteratur. Med Vármjólk gør Rannvá disse erfaringer tilgængelige og giver dem legitimitet. Og da jeget genfinder sig selv og får ny værdi, er den netop ikke knyttet til hendes biologi, men hendes livserfaringer og kreative evner. Dette gør Vármjólk til et spændende værk med mange nuancer.

Tak for rejsen søster!