01. juni 2017

Et år på Færøerne

Sommerudstillingen åbner 7. juni kl. 17.00

Det vrimler med billeder omkring os, og hvert eneste billede fortæller en historie.

På Sommerudstillingen 2017 har Nordens Hus samlet et væld af fotografier, som er taget på Færøerne i løbet af et år – mellem flagdagene 2016 og 2017 – og har ladet dem fortælle hver sin historie og en stor samlet historie.

Alle, som har lyst til at fortælle deres egen historie eller vores fælles samtidshistorie er inviterede til at deltage. Hvad sker der på Færøerne i løbet af et år? Hvad laver vi? Hvad glædes vi over og hvad frygter vi? Natur og kultur. Børn og dyr. Hverdag og højtid. Politik og tro. Byliv, bygdeliv og livet til søs. Familieliv og arbejdsliv. Vejr og vind. Og alt det, som vi ikke kan sætte ord på.

Det ældste fotografi vi kender til blev taget af franskmanden Joseph-Nicéphore Niépce i 1826. Det  blev til på en tinplade belagt med lysfølsom syrisk asfalt, efterbehandlet med terpentin og lavendelolie og viser udsigten fra hans vindue. Eksponeringstiden var otte timer, så solen flyttede sig undervejs og skinnede på bygninger i begge sider af billedet. Fotografiet er flimrende smukt og gådefuldt. Det er et historisk dokument og et videnskabelig gennembrud. Det rummede og rummer et utal af muligheder.    

Fotografiet byder blandt andet på enestående muligheder for at skabe skønhed, at danne fortællinger, og at vise indgange til forståelse af både fortiden og samtiden. Fotografiet kan gøre det usynlige, det vi ikke lægger mærke til og det vi ikke forventer at se synligt og håndgribeligt. Fotografiet kan visualisere, kommunikere, synliggøre, informere og konkretisere. Men fotografiet kan også manipulere. Det kan bringe os tættere på virkeligheden, men også skabe en distance til virkeligheden, en fremmedgørelse. Det kan beskrive virkeligheden, men også skabe abstraktioner over virkeligheden, fortolke den og begrænse den. Alt sammen del af et yderst komplekst forhold mellem fotografiet,  virkeligheden og kunsten.

Lige siden fotografiet blev til har forholdet mellem disse tre - fotografiet, virkeligheden og kunsten – været indviklet. Brugen af fotografiet i kommercielle, videnskabelige og industrielle sammenhænge har næsten sat det i et modsætningsforhold til kunsten og fotografier opfattes, modsat andre kunstneriske udtryk, som nøgterne gengivelser af virkeligheden, som sande. Selv når de er slørede eller forvrængede, ses de som små stykker af virkeligheden i kontrast til skrevne ord, tegninger, malerier og skulpturer, som betragtes som fortolkninger. Fotografier er  bevismateriale, de er redskaber for identifikation, overvågning og kontrol og objektive tegn på at noget eksisterer eller har eksisteret. De er ukunstige og deres forhold til virkeligheden regnes for at være mere uskyldigt end kunstens.  

Men selvom fotografiets forhold til virkeligheden måske er et andet end de forhold det skrevne ord, tegningen, maleriet eller skulpturen har til virkeligheden, er det selvfølgelig ikke uskyldigt. Fotografiet indeholder mange muligheder for fortolkning og vores personlige opfattelser af verden og af æstetik og stort set alt det vi indeholder som mennesker er en del af billedet. Fotografiet er ligesom alle andre visuelle udtryk et resultat af bevidste og ubevidste beslutninger om komposition, belysning, motivsammensætning, synsvinkel og det har ligesom alle andre billeder et billedsprog, som kan være alt fra idylliserende og forherligende til spottende og nedgørende.

Og måske er fotografiet endnu mindre uskyldig end dette.

Den amerikanske forfatter Susan Sontag har skrevet om, hvordan fotografiet har forandret vores måde at betragte verden på. Det har lavet om på vores syn på virkeligheden og flyttet vores opfattelse af sandheden. Det har rokket ved vores ideer om, hvad der er værd at se på og hvad vi har ret til at se på, og dermed omlagt hele vores etiske system. Det har endog revideret vores forhold til os selv, hinanden og vores omgivelser, omdefineret vores følelser, rykket vores fornemmelse af ejerskab og magt og  ændret vores måde at tilegne os viden om fortiden og nutiden

Det er den nære fortid og næsten nutiden der er til stede i denne udstilling, som beskriver og dokumenterer, fortolker og forvrænger et år der gik på Færøerne. Hvad enten vi betragter et landskabs-, portræt-, reportage- eller familiefotografi får vi en hel masse fortællinger foræret, men vi indgår også i et stort, spændende og uendelig komplekst forhold mellem fotografi, kunst og virkelighed. Et forhold der ikke bare påvirker vores syn på vores omgivelser, men som også forandrer hvem vi er. I hvert fald en lille smule.

 

Inger Smærup Sørensen

Til toppen