Familier og børn

Tag endelig de små med I Nordens Hus. Vi elsker at få børn på besøg og inviterer ofte til børnekoncerter, børnefilm, børneteater og andre børneaktiviteter. Her er lidt oplysninger til dig, der besøger os med børn.

Børnevenlig café 
I café Systrar er der god plads og afslappet stemning. Især de sunde smoothies og shakes og den lækre lørdagsbrunch trækker børnefamilier til. Mange børn hygger sig med at tegne ved bordet. Hvis den kreative trang dukker op, er I velkomne til at hente papir og (afsprittede) blyanter i receptionen. Her kan I også låne spil og bøger til jeres cafébesøg.

Sjov og leg
Nordens Hus er et spændende sted med mange ting at se på og røre ved og med masser af plads til leg. Vi har dog også udstillinger med kunstværker, som vi passer på, og vi har voksne gæster, som måske arbejder eller holder møder. Derfor skal børn være under opsyn, og derfor forventer vi, at løb, råb, klatring osv. foregår uden for huset. Vores græsarealer er gode, når der skal brændes energi af.

Barnevogne
Vores trægulv er lidt sart og egner sig desværre ikke til barnevogne, men du kan nemt holde øje med barnevognen fra caféen, hvis du stiller den udenfor til højre for indgangen. Du er også velkommen til at parkere den i vores udendørs gårdrum, som er tættere på, hvis du fx skal til barselsforedrag i Skálin.

Puslebord
Vi har puslebord på begge etager, på handicaptoilettet.

Amning
Du er velkommen til at amme, hvor du har lyst, i huset.

Børnehaver og skoler 
Kommer I en stor gruppe, fx for at spise madpakker, anbefaler vi, at I ringer i forvejen for at sikre jer, at der er plads.

Vi glæder os til at se jer i Nordens Hus.

Til toppen