Skrá
14.00 - 15.00: Einar Már Guðmundsson greiðir frá sínum skaldskapi
15.00 - 15.15: Steðgur
15.15 - 16.15: Halldór Guðmundsson greiðir frá um ævindsøguna Halldór Laxness
16.15 - 17.00: Kjak
Einar Már Guðmundsson fer á hesum sinnið at greiða frá sínum skaldskapi. Halldór Guðmundsson greiðir frá ævindsøguni Laxness, ið gav honum íslendska bókmentaprísin fyri fagrar bókmentir.
Halldór Guðmundsson
Halldór Gudmundsson er føddur Í Reykjavík í 1956, men búði ein stóran part av sínum barndómi í Týsklandi. Hann læs bókmentir/ litteraturvidenskab í Reykjavík og København, mag.art. i 1984. Í nærum 20 ár var hann leiðari á stórsta bókaforlagnum í Íslandi og eftir tað hevur hann virka sum professionellur rithøvundur. Hann hevur m.a skriva tvær ævindsøgur. Tann seinasta ævindsøgan var á týskum, ið handlar um fíggjarkreppuna í Íslandi. Men tað verður um hina ævindsøguna, ið Halldór fer at umrøða, nevniliga ævindsøgan Halldór Laxness, ið somuleiðis gav honum íslendsku bókmentavirðislønina fyri fagrar bókmentir í Íslandi.
Haraftrat er Halldór Guðmundsson boðin við á bókamessuna í Frankfurt í 2011, sum heiðursgestur. Ísland verður sostatt fyrsta norðurlendska landi, ið kann luttaka sum heiðursgestur og er hetta tískil ein stór bókmenta/ litterær kulturmanifestation
Kunning og umrøða um Halldór Guðmundsson:
Kunning um Halldór Guðmundsson
Weekendavisen 2010: Halldór Laxness 
Forlaget Vandkunsten 
Kunning og umrøða um skaldskapin hjá Einar Már Guðmundsson:
Kunning um Einar Már Guðmundsson
“Et vulkanudbrud af vrede”
Søren-Peter Firgaard, Kristeligt Dagblad
“Det er stærkt medrivende, og der skal nok blive lyttet, når Islands største nulevende forfatter tager ordet”
**** Martin Krogh Andersen, Berlingske Tidende
“Med nærmest frådende vellyst gennemlyser Einar Már Guðmundsson sit lands kapitalistiske fantasteri ... men hans retoriske, humoristiske og indignerede kraft er velgørende ... HVIDBOGEN er eksemplarisk ... et lærestykke i, hvor galt det kan gå, når man går hele vejen.”
Henrik Wivel, Weekendavisen
“fremragende essays om kapitalismens krise … Hvidbogen er en ekstremt velskrevet bog … rammer forbløffende præcist ned i den debat om den økonomiske krise, som også finder sted i Danmark”
***** Poul Aarøe Pedersen, Politiken
“Som Guðmundsson fremstiller det, var det faktisk ikke, fordi der manglede advarende stemmer på Island. I hans fremstilling bliver det mest foruroligende ved øens vulkanske storhed og fald ikke mindst, hvor meget af finansakrobatikken der blev sat i værk og ikke stoppet i tide stik imod bedre vidende.”
**** Jakob Levinsen, Jyllands-Posten
“Hardcore systemkritiker i en klædelig alliance mellem forfatterens sprogsans og hans dybfølte indignation”
Andreas Harbsmeier, Information
“Hvidbogen blander barske udfald mod det islandske erhvervslivs bevidstløse knæfald for neoliberalismen med kraftig kritik af det politiske establishment.”
Gert Poder, Arbejderen
“barsk og tankevækkende beretning om, hvad der kan ske, når man gør Gordon Gekkos credo – “Greed is good. Greed works” – til sit, og slipper de “frie” markedskræfter løs uden kontrol og uden, at nogen tager ansvar.”
Kulturkapellet
En kajerasler til nutiden
Lad os lovprise tvivlen, afsløre nutiden, rive ideologien omkuld og modarbejde verdensordenen. Jo, der er dem, der påstår, at de forfattere, der kaldes moderne, henter næring i det negative. Se blot på Dostojevskij, Baudelaire, Rimbaud, Strindberg, Majakovskij og Brecht. De var alle den inkarnerede opposition, hver på sin måde, og blev da også opfattet som farlige personer i myndighedernes øjne. Provokerende, grænseoverskridende digtere. Men deres grænseoverskridelse går ud fra et historisk svar på forhold i deres samtid. Selv når forfatterne i deres fremmedgørelse og kaosoplevelse synes at være historieløse væsener, henter deres grænseoverskridelse åndeligt brændstof i dén historiske virkelighed, der fremkalder den slags menneskelige vilkår.
Postmodernismen, denne altomfattende affektation, hvor historiske ideer og åndsprodukter uden skånsel indfældes i nye værker, er muligvis alle tiders mest historieløse ideologiske retning, og af denne grund faktisk næppe en avantgarde. I dens ideologi ligger et angreb på historien. Den flader åndshistorien ud og modarbejder forestillingen om historiske kendsgerninger ved at løsrive dem fra deres sammenhæng, endda med den præmis, at en sådan sammenhæng ikke findes. På denne måde undergraver den folks historiske bevidsthed. Men alligevel når postmodernismen ikke det tiltænkte resultat, for den er så åbenlyst et produkt af markedssamfundet, der til stadighed søger at udnytte menneskeåndens bedrifter til profitmageri og reklame. Postmodernismen har dog samtidig haft det historiske hverv at udviske skellet mellem finkultur og massekultur, bringe kunsten og dens historie ud til den brede befolkning og give kitsch en plads i verdenshistorien.
Einar Már Gudmundsson har fra begyndelsen været bevidst om modsætningen mellem traditionen og avantgarden. Det er særlig tydeligt i hans poesi. I Norden er han mest kendt som romanforfatter, men han trådte sine første litterære skridt som lyriker og essayist. Digtet har da også altid sneget sig ind i hans romaner i form af poetiske afsnit, og fra tid til anden udsender han en digtsamling. Mangt og meget i Einar Már Gudmundssons forfatterskab er angreb på den islandske lyriks tradition, ikke eddadigtningens ældgamle tradition, men hvad vi kan kalde det nyes tradition. Modernismen havde nemlig vundet fodfæste i islandsk litteratur i de første årtier efter Anden Verdenskrig og skabt sin egen magtfulde tradition.
Digteren Steinn Steinar og den bevægelse af moderne islandske lyrikere, der kaldtes atomdigterne, hentede til at begynde med bagage mange steder fra. Nogle søgte hos nordisk modernisme, andre førte surrealistiske digtere som Louis Aragon, Paul Eluard, Federico García Lorca, Pablo Neruda m.fl. frem til hæderspladsen gennem oversættelser og allusioner. T.S. Eliot og Ezra Pound lå dem også meget på sinde. Men med tiden havde modernismen inden for islandsk poesi bevæget sig over i en mere generel og abstrakt æstetik, ganske ligesom det var sket blandt islandske billedkunstnere, og der havde da også foregået et levende samarbejde mellem modernismens digtere og kunstnere, hvad der tydeligst kom til udtryk i tidsskriftet Birtingur i 1950erne. Bevægelsen kommer frem på samme tid som Cobra-bevægelsen og den geometriske abstraktion og bærer præg heraf. Til trods for, at den islandske litterære arena blev defineret af venstreorienterede politiske holdninger, dvs. med bl.a. modstand mod NATO, den amerikanske militærbase og den islandske storkapital, havde modernismen en tendens til at vende sig indad og kaste sig over mere generelle motiver og temaer, gerne med tilknytning til menneskenes fremmedgørelse. Modernisternes værker blev opfattet som uklare og dunkle og appellerede kun i begrænset omfang til den brede befolkning. Ved siden af de modernistiske lyrikere arbejdede folk, der hentede deres energi i den amerikanske Beat Generation og hos Bob Dylan, men de var få og havde ringe gennemslagskraft. Derimod havde en nyrealistisk strømning i løbet af 1960erne og 70erne gjort sig gældende med litterær baggrund i Skandinavien, hvor mange af forfatterne da også havde studeret. Faren ved denne litteratur var en tilbøjelighed til at bygge på en mekanisk afspejling af virkeligheden. Værkerne havde ofte en folkelig og national appel. De var endvidere kendetegnet ved et hendøende bonde- og fiskersamfunds landbonostalgi, og man betragtede flugten fra de spredt bebyggede kystsamfund til storbyen Reykjavik som et udslag af dårlig karma.
Einar Már Gudmundssons forfatterskab er et opgør med denne litteratur. Han tilhører det slægtled af islandske forfattere, der som de første oplevede bykulturen som sin kultur og storbyungdommens sprog som sit sprog. Udflytterkvarterernes lidet indbydende verden iklædes i hans værker fantasiens virkelighed, og eftersom en by i realiteten er et internationalt fænomen, den globaliserede landsby, blev ungdommen i kvarteret pludselig direkte deltagere i verdens ungdomsoprør og i popkulturen. I sine værker tolker Einar Már Gudmundsson sine forestillinger om denne nye virkelighed.
Nogle forskere anser hans første to digtsamlinger Sendisveinninn er einmana (Bybudet er ensomt, 1980) og Er nokkur í Kóránafötum hér inni? (Er der nogen til stede i jakkesæt fra Korona? – 1980) for starten på postmodernismen på Island. Det fremhæves, at hans værker er kendetegnet ved en blanding af forskellige stilretninger. Realisme og modernisme møder popkultur og punk. Tiden, en blanding af fortid, samtid og nutid, flyder sammen i en opløftet tid, som ophører med at have nogen betydning. Hans værk udtrykker den postmoderne epokes opløsningstilstand. Disse mennesker har for en stor del ret. Einar Már Gudmundssons lyriske univers er en kraftmættet sammensmeltning af forskellige billedverdener, en sammenkobling af finkultur og massekultur. Han er på samme tid en registrator af tiden, næsten naturalistisk i sin præcision, og en surrealistisk eller futuristisk vulkan, der indimellem kommer i udbrud, som i disse billeder fra ”Anarki i inderverdenen II”, der åbner os et kig ind i narkotikaens og paranoiaens verden:
lygtepælene holder ryggen ret
stenene ser ikke på klokken
vinden rasler med skyerne som et nøgleknippe,
trappen op er snæver
og revnerne i væggen ligner
årerne på din arm
uroernes blitzlys er blåt
minutter uden lys jager dig ned ad gangen
i en undergrundsbunker spiller byen på orgel
jukeboksen venter i spejlslottet
Den opfattelse af modernismen, at den på én og samme tid var statisk og antihistorisk, formsøgende og endda konservativ, beskriver kun dens forfaldsstadium. Til at begynde med var alle bevægelser i modernismen ustyrlige, fulde af sprængkraft. Dens uhistoriske karakteristika var kun et lammende portræt af tilværelsen under senkapitalismen. Denne kraft kan man imidlertid også se i Einar Már Gudmundssons produktion. Den metode til tolkning af virkeligheden, som han især er kendt for, kalder han forestillet realisme. Andre kalder den for magisk realisme. Hans dekonstruktion af den polaritetstænkning, der ligger i samspillet mellem de forskellige dele, kan man udmærket kalde for postmodernistisk. Det er en realisme, der bygger på et samspil mellem modernistisk tankegang og realisme, mellem fantasi og social obduktion. Men til forskel fra mange postmodernister betragter Einar Már Gudmundsson verden med en historikers øjne. Hans værker er nemlig også en bevidst udfordring mod samtiden, en kajerasler til nutiden. Det ses tydeligt i hans romaner, men udgør også et vigtigt element i lyrikken.
Einar Már Gudmundsson deltog i efterdønningerne i 68-generationen og var involveret i den vildere del af det yderste venstre i en organisation, der hed Fylkingin (Fronten) og i en perode var grobund for de fleste ideer til venstre, men i stigende omfang lænede sig op af trotskismen. Der var i denne organisation en karnevalistisk stemning, som Einar Már Gudmundsson har forsøgt at fortolke i sin roman Raudir dagar (1990, da. Røde dage, 1991). På det tidspunkt, hvor Einar Már Gundmundsson træder frem som digter, har han forladt organisationen og rettet sin opmærksomhed mod kunsten og studiet ved Islands Universitet. Han deltog også i samme tidsrum i arbejdet inden for den gruppe af unge kunstnere, intellektuelle og digtere, der havde dannet sig omkring Galleri Sudurgata 7. I denne gruppe medvirkede bl.a. filminstruktøren Fridrik Thór Fridriksson, der senere filmatiserede nogle af Einar Már Gudmundssons værker. Popkunst og konceptkunst satte betydeligt præg på aktiviteterne i gruppen, hvis organ Svart á hvítu (Sort på hvidt), på én gang var litteratur- og kunsttidsskrift. Heri offentliggjorde Einar Már Gudmundsson sine første digte, ligesom det var på gruppens forlag at han udsendte sine første digtsamlinger.
I Svart á hvítu trykte man oversatte digte af popforfattere som Richard Brautigan, Pete Brown (der bl.a. var tekstforfatter for The Cream) og Liverpool-folkene Roger McGough fra The Scaffolds, Brian Patterns og Adrian Henri. Fælles for disse forfattere var, at de skrev mange korte, knappe digte, hvor der bl.a. blev leget med modsætninger på en vittig, ironisk måde, ikke så forskelligt fra hvad der foregår i Einar Már Gudmundssons digte i Er nokkur í Kóránafötum hér inni? I Patterns’ digte optræder på én gang allusioner til tegneserier og forestillinger fra ungdomskulturen. Samme elementer kendetegner også Einar Már Gudmundssons værker. De ses tydeligt i Reykjavik-trilogien Ridderne af den runde trappe, Vingeslag i tagrenden og Regndråbernes epilog, og i digtsamlingen Róbinson Krúsó snýr aftur (Robinson Kruse vender tilbage). Der er således ikke særlig langt fra det hylende morsomme digt ”guerillaerne har omringet folkekirkens sommerlejr” til ”Little Johnny’s confession” af Pattern. Heri sidder forbryderen på en fremmed legeplads, ked af det efter tidligere på dagen at have ”eleminated a number of small enemies”, til hvilket formål han uden at spørge om lov havde lånt sin faders maskingevær. I Einars digt er der imidlertid meget mere oprør og måske ingen fortrydelse:
bananen kravler ud af sin skræl
og tegnestiften sætter sig i stolen
øjnene fører koldkrig på lærerværelset;
jeg sidder her
på en kaffebar og venter på at terroristerne
skal udføre mine befalinger;
alt for længe har vore lyster fulgt skolegangene
og ligget dækningsløse i sørenogmettebøgerne
GUERILLAERNE HAR OMRINGET FOLKEKIRKENS SOMMERLEJR
politikommissærens giftgrønne øjne forfølger mig mellem husene
fantomet med det violette hoved kommer til mig i en drøm
og hamlet springer ud af sit klassikerhæfte
skarpt forfulgt af det nittende nervesammenbrud
(…)
…mindet længe leve
al magt til glemslen…
Naturligvis bør der advares mod at opfatte denne intertekstuelle relation som en envejspåvirkning. Forfatterens motiver lagde op til en sådan beskrivelse. Man kunne anføre flere rækker af navne på forfattere, der har øvet indflydelse på Einar Már Gudmundssons digtning. Han er frem for alt andet tidens registrator, en kulturel genbrugsstation, og kun lidet er ham uvedkommende.
Einar Már Gudmundssons første værker, især de første digtsamlinger Sendisveinninn er einmana og Er nokkur í Kóránafötum hér inni? er opgør med samtiden, Fylkingin og revolutionsdrømmene samt ikke mindst med stalinismen. 68-generationens optimistiske søgen og de senere hede kampe var blevet lukket inde i snævre værelser. Den russiske revolution var efter digterens opfattelse slut, og da den holdt op, var kun én ting sikker: ”frankenstein tog magten til sidst”. I sin essaysamling Launasynir ordanna (Ordenes uægte sønner) fremfører Einar Már Gudmundsson den opfattelse, at 68-generationens radikalisme var blevet til en markedsvare, fordi den i virkeligheden var en søgen efter en identitet, hvorfor det var nemt at lave profit på den: ”I de fleste tilfælde var faren ved denne radikalisme temmelig ubetydelig, og derfor var det, at den gik op i røg som hurtigt som tilfældet var.” Til trods for overvejelser af denne art kan man imidlertid i Einar Már Gudmundssons værker se, at han aldrig har forladt de socialistiske synspunkter. To årtier efter at han forlader Fylkingin, skriver han et digt om sine revolutionære erfaringer og offentliggør det i den samling, der indtil videre står som hans seneste, Í auga óreidunnar (I orkanens øje, 1995):
Revolutionen er som pigen du elskede engang.
Du troede hun også elskede dig
og at du aldrig ville elske nogen anden.
En dag slog hun op med dig.
Din sorg var umåleligt dyb i dagenes tomhed.
I årene 1977-80 var Einar Már Gudmundsson også meget interesseret i den russiske futurisme. Han skrev bl.a. en artikel om bevægelsen, ”Revolution i kunsten og vice versa” (Svart á hvítu, 1. årg. Nr. 1, 1977, s. 49-55), hvor han anskuer futurismen ud fra dens betydning for den russiske revolution, ud fra en revolutionær tankegang, men også ud fra sprogets dynamik og kritikken. ”Deres oprør”, siger han, ”kom til udtryk i en modstand mod digtets syntaks, imod den impressionisme, der som Trotski siger, ”suger livet op gennem et strå””. De vigtigste landvindinger ved futurismen i Rusland er iflg. Einar Már Gudmundsson at have ”stukket fortiden op i røven på akademiet, forladt den synkende fortids skønhed og taget det mekaniske nu i sin favn”.
Der er noget smittende og muntert ved Einar Már Gudmundssons ungdommelige radikalisme, her, hvor han nærmer sig futurismen. Men vigtigere for hans lyriske produktion er modstanden mod sproget, mod det ophøjedes æstetik, mod syntaksens dyrkelse af det okkulte, mod indadvendtheden og mod national- og naturdyrkelsen, træk hos Majakovskij, der tydeligvis appellerer til ham selv. Det er alt sammen klare kendetegn ved Einar Már Gudmundsson i hans tre første digtsamlinger. Hans digtes virkelighed er rå, og de er fulde af ord, der normalt ikke lige fandt vej ind i islandske digtes verden, slangord og ord, der truer sociale tabuer: ”de fotogene barpositurer / pornotakterne fra kærlighedens abz / gør de akademiske hoveder til ingenting / - over søvnige glas / er du en succes i samleje med ensomheden / som graver i din makeup”.
Grundtonen i Einar Már Gudmundssons opposition er, uanset opgøret med marxismen, en kritik af de sidste koldkrigsårs senkapitalisme. Den rå anarkisme i nogle af punk- og new-wave-folkenes tekster fra de samme år og afvisningen af nyliberalismen i Thatcherismen og yuppie-generationen havde paralleller i Einar Már Gudmundssons poesi. Et godt eksempel herpå kan ses i Einars digt ”ejendomsmæglerne”, hvori han beskriver, hvad der skete, dengang da den bolig, hvor han boede til leje, blev overtaget af nogle ejendomsmæglere iført jakkesæt fra Korona, som dengang udgjorde det islandske yuppie-kompagnis uniform. Det er så typisk for Einar, at han tilegnet Ezra Pound dette digt. Teksten tegner billedet af yuppierne, og imod dem reagerer kulturelle elementer, som Einar Már selv har til sin rådighed, og som man derfor kan tolke som hans selvopfattelse:
clashpunkernes truende blikke
ville ud af deres cover
og skæbnen blev et tilfælde
i ansigtet på beethoven der så på dem
som en rytter der mangler sin pisk
ingen smil til dem fra baudelaire
og dine cantos EZRA slog
ufortøvet op på Uzura
Uzura betyder rente eller åger i var ifølge Dante og faktisk også Pound en af dødssynderne.
Einar Már Gudmundssons første tre digtsamlinger vidner om en vældig gæringstid. Der er virkelig masser af oprør i dem, og opgøret er en betydningsfuld bestanddel. Men disse elementer fører ikke i første omgang til noget resultat, muligvis fordi digtene mest er så søgende.
Hans to senere digtsamlinger, Klettur í hafi (En klippe i havet, 1991) og Í auga óreidunnar tolker så sandelig både opløsning og kaos. Men de er samtidig fortællende og analyserende. De fremsætter en række præcise etiske og æstetiske spørgsmål, men tilstræber også svar og kan ses som forsøg på at genrejse fortællingen og digtet på ruinerne af den opløsning, digtekunsten havde været igennem.
Klettur í hafi er i realiteten en billedbog, et resultat af Einar Már Gudmundssons samarbejde med billedkunstneren Tolli. De to kunstnere kan her siges at konkurrere på billedets arena. Bogen har et ny-ekspressionistisk præg, idet digteren maler med ord og maleren digter med billeder. Der er dem, der har sammenlignet bogens digte med en stille indsø i forhold til de ildspyende vulkaner i Einar Már Gudmundssons tidligere bøger. Selv har jeg tolket dens verden som et storslået skønhedsrige. Naturkræfterne får nemlig her frit spil. Over for kaosoplevelsen og fremmedhedsfølelsen sætter Einar Már Gudmundsson ånden, der ”svæver som en måge / mellem husenes fjeldmassiver.” Han søger nu uden for storbyen og undersøger havenes dyb, klipperne og bjergene, fiskerbyerne og de mennesker, der befolker landet, men stadigvæk også storbyens verden. Frem for alt betragter han dog ”sindets ødemarker”. Ved ånden forstår han ikke mindst ordenes, sagnenes og eventyrenes ånd, som ikke slår noget ihjel, men forfølger os gennem århundrederne eller står ”som varder på vej over himlen” i et land, hvor vindens diktatur ellers ville have gjort øboernes liv uudholdeligt.
Modsat bestræbelsen i Einar Már Gudmundssons tidligere digtsamlinger på at sprænge det lyriske sprog mærkes i denne illustrerede digtbog en tilbøjelighed til at identificere sig med traditionen, og han lægger sig bevidst op ad ældre islandske digteres udtryksform og forestillingsverden. I sine tidligere bøger fortolkede Einar Már Gudmundsson storbykvarterets verden, men nu analyser han øboens tilværelse og prøver at vise, hvad det er, der holder ham i live ude på skæret. I stedet for at være kritisk og beskrivende som de tidligere bøger er Klettur í hafi fortællende og analyserende. I et digt lader Einar Már Gudmundsson historiefortælleren Homer ankomme til Reykjavik og spørge taxachaufføren, hvordan det går til, at der i denne regngrå ensformighed bor et folk, der fortæller historier. ”Det er netop grunden,” svarede chaufføren, / ”man længes aldrig så meget / efter at høre en god historie / som når dråberne hamrer mod ruderne.”
Ganske vist er tiden, den hastige og usikre tid, den postmoderne tilstand, del af denne bogs verden. I digtet, der hedder ”Den unge mand på torvet”, tegnes billedet af titelfiguren. Han er en desorienteret nutid, der ikke ved, på hvilken side af døgnet uret på torvet tikker, hvorfra de himle, der spejler sig i glasskårene, er styrtet ned, eller hvem der har sat ild til øjeblikkene. Der er megen kulde og mørke i dette billede, hvor det lyriske jeg spørger, hvorfor vi ikke bare springer op på ryggen af trækfuglene og lader os fyge væk med efterårets blade – ”væk væk lige indtil / de hængende huse åbner sig / det mennesketomme hjerte slår.”
Over for den sønderrevne tid bliver digterens modtræk historien, erindringen, ”som sover og våger, / århundreder / med ord bag øjnene.” Historien er verdens store bindemiddel, historien som et spor, vort liv som en del af denne historie, og ordenes fodspor, som former vort syn på tilværelsen og gør os til dem, vi er. Denne historie hviler ganske vist som en skygge på vore skuldre, men den er også lyset, vi bader os i, ”det skær / som morgenens stråler / efterlod / da det blev aften.”
Í auga óreidunnar blev skrevet i bulderet fra Berlinmurens fald og bærer præg deraf. Einar Már Gudmundsson distancerer sig her fra sin marxistiske fortid i endnu højere grad end før, men siger samtidig fra over for heksejagtsmentaliteten hos dem, der vil kræve folk til regnskab for at have haft anskuelser af denne slags. Bogen er fyldt med henvisninger til markedets diktatur og normtyranni, og til fagenes og arbejderbevægelsens krise. Som alle forfatterens bøger rummer den flere komiske indslag, men man finder også i bogen et smukt kærlighedsdigt. Frem for alt er den dog et forsøg på at finde en ny basis at stå på ved afslutningen på den kolde krigs æra, hvor alle orienteringspunkter i landskabet bliver utydelige: ”Verden flakker om alene på gangene / og farer vild mellem mørke etager,” hedder det i digtet ”Hybris”, og digteren tilføjer: ”O, ihjelfrosne kaos!” Verdensmagter er styrtet i grus, og der er ikke andet tilbage end ubrugelige lærebøger og arbejdsløse agenter for hemmeligt politi. Over for verdensmagternes sammenbrud, og imens orienteringspunkterne bliver vanskelige at skelne, kan det ikke undre, om man griber til en form for relativisme. Digteren vil ikke tale om store nationer og små nationer, udkanter, verdenshjørner og rande:
Det her er en kugle; midten
befinder sig under dine fodsåler
og bevæger sig og følger med
dig, uanset hvorhen du går.
Dette ligner faktisk optakten til en genopvakt skandinavisme, som man da også har kunnet se tegn til i Einar Már Gudmundssons skriverier de senere år. Han har i både tale og skrift ofte ytret sig om den nordiske litteraturs betydning for verdenskulturen. Men man kan også betragte digterens måde at betragte verden på som vidnesbyrd om hans voksende subjektivisme. I usikre tider har vi ikke andet end os selv at stole på. ”Når vi synker til bunds / i nattens mørke sump / trækker vi os atter op ved håret.” Vi kan ikke bære uvishedens mørke væk, men ”lyser det op indefra, / beriger sindet, arbejder, sover, elsker og husker / for at opretholde tiden.”
I fartens og usikkerhedens verden leder Einar Már Gudmundsson efter noget at holde sig til. Det er han ikke alene om. Selv siger han i essaysamlingen Launasynir ordanna, at virkelighedens målestok er foranderlig, og at ”den materialisme, der påstår, at virkeligheden er objektiv og uafhængig af vor bevidsthed, ikke er noget endeligt resultat, men måske snarere udtryk for, hvor undervurderet den indre verden er i en kultur, der hovedsagelig måler i ydre vækst.” Over for tidens usikkerhed bliver digterens modtræk hans forestillede realisme. Men der er ikke tale om et indelukket og beskyttet menneskes synspunkt, et isoleret åndsvæsen, der suger livet op igennem et strå. Paradokset eller dialektikken i Einar Már Gudmundssons ideer består nemlig i, at hans mentale synsmåde bygger på sociale og frem for alt historiske synspunkter og på en analyse af den konkrete virkelighed, han står over for. Erindringen er for ham som en homerisk fakkel, der ”rejser videre / mellem århundreder / mange byers sæder”, som det hedder i et af hans digte. Det er ingen lille fakkel at bære.
Skafti Th. Halldórsson
| |